Idræt

Der undervises i idræt på 1. - 9. klassetrin.
 

1. - 2. klasse

Idrætsundervisningen tager udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger og viden om fysisk aktivitet. Eleverne skal udvikle deres grundlæggende motoriske færdigheder og generelle kendskab til kroppen. Undervisningen skal give eleverne forudsætninger for at opleve og opdage kroppens mange muligheder gennem en bred alsidig vifte af meningsfulde lege og spil. Gennem introduktion til alsidige idrætsaktiviteter skal eleverne udvikle deres forståelse for idrættens mangfoldighed. Eleverne skal gennem aktiv deltagelse i alsidige idrætsaktiviteter, som lege, spil, rytmik og gymnastiske bevægelser, udvikle forståelse for forskellige reaktioner på fysisk aktivitet. I undervisningen skal eleverne samtale om de følelser, der opstår i leg og ved fysisk udfoldelse, men også hvilke reaktioner kroppen har på fysisk aktivitet, og de refleksioner eleverne gør sig om samme.

Eleverne skal i arbejdet med fysisk træning dels træne deres fysiske form, dels øge deres kendskab til kroppens styrke og formåen og opnå færdigheder og viden om, at fysisk aktivitet kan styrke fysikken og den enkeltes sundhed og trivsel.

Det er centralt at arbejde med elevernes evner til at samarbejde og forstå regler og aftaler i idrætslige sammenhænge med udgangspunkt i socialisering og accept. Der arbejdes med grundlæggende samarbejdselementer og regler gennem alsidige bevægelser i leg og spil. Eksempelvis kan eleverne i arbejdet med området dans og udtryk samarbejde om at skabe figurer, hvor balance er i fokus, og hvor alle elever i en gruppe skal indgå.

Læs mere om kompetenceområderne i faget idræt

3. - 5. klasse

Undervisningen skal tilrettelægges således, at der bruges tid på systematisk at tilegne sig viden om og opøve færdigheder i idrætsspecifikke aktiviteter. Der er stadig stor opmærksomhed på, at eleverne opnår sikkerhed i de motoriske færdigheder, så undervisningen fremmer udviklingen af elevernes kropslige koordination.

I andet trinforløb udvider arbejdsområderne i idræt sig og foruden inddragelse af vandaktiviteter, så vægtes også arbejdet med viden om idrætten i samfundet og idrætslige ord og begreber. Der er fokus på elevernes tilegnelse af viden og indsigt i alsidige idrætslige aktiviteter.

Gennem trinforløbet skal der arbejdes videre på den sikkerhed, eleverne har opnået i første forløb i eksperimenterende og udfordrende opgaveløsninger. På længere sigt skal eleverne selv tilrettelægge og gennemføre udvalgte idrætslige aktiviteter. Der arbejdes med udførelse af og kendskab til forskellige handlemåder inden for de enkelte idrætslige aktiviteter og discipliner. Gennem afprøvning og træning skal eleverne opnå færdigheder og viden, der gør dem i stand til at anvende bevægelsesmønstre i udvikling af en alsidig idrætspraksis.

Forståelsen for fællesskabets udfordringer og kvaliteter prioriteres højt. Elevernes skal lære at deltage aktivt i idrættens kultur og fællesskab. Der fokuseres på, at eleverne skal opnå en indsigt i det fællesskab og de særlige samarbejdsformer, der gør arbejdet med idræt unikt. Der lægges vægt på opnåelse af en erfaring med og forståelse for, at idræt kan dyrkes på forskellige måder i forskellige sociale kontekster.

Læs mere om kompetenceområderne i faget idræt

6. - 7. klasse

Elevernes arbejde med udvikling af idrætsaktiviteter er centralt. Eleverne skal bl.a. eksperimentere med spiludvikling, planlægge et idrætsforløb og organisere friluftsaktiviteter med et idrætsfagligt udgangspunkt.

Undervisningen skal give eleverne dybere forståelse af fysiologi og træningslære, herunder viden om led, muskler, kredsløb og nervesystemets funktioner, således at de kan arbejde og træne med større kvalitet og effekt, fx i forhold til hensigtsmæssige løft, restitution og træningsplanlægning.  

Undervisningen skal give mulighed for, at eleverne kan diskutere og formulere handle- og reaktionsmønstre med henblik på at skabe sunde relationer. Der bygges således videre på fællesskabets udfordringer og kvaliteter ved, at eleverne gennem aktiv handling i større og større udstrækning skal vise ansvar for egen rolle i undervisningen.

Der sættes fokus på krop, identitet og trivsel i forhold til idræt og pubertet, herunder fysiske og psykiske ændringer. Undervisningen skal motivere eleverne til at reflektere over idrættens betydning for deres personlige udvikling. Der sættes endvidere fokus på idrættens forskellige kulturer og betydning i samfundet. 

Læs mere om kompetenceområderne i faget idræt

8. - 9. klasse

Undervisningen skal fokusere på, at elevernes beherskelse af tekniske og taktiske færdigheder videreudvikles gennem den varierede idrætsundervisning. Der stilles stadig større korrekthedskrav til de tekniske færdigheder hos eleverne. Fokus er på varierede handlemåder inden for de enkelte idrætslige aktiviteter, discipliner og temaer, herunder træning, afprøvning, konkurrence, samarbejde og vurdering.

Der arbejdes fortsat med normer, værdier og relationskompetence i idrætstimerne. Hovedvægten lægges på elevernes evne og vilje til at acceptere og erkende styrker og kvaliteter hos sig selv og andre og derigennem på at kunne udvikle samarbejdsrelationer.

Der forventes et bredt og indgående kendskab til idrætskultur, hvor etiske og moralske spørgsmål er i centrum.

Der arbejdes med sundhed og trivsel i et bredere samfundsmæssigt perspektiv både aktuelt og fremtidigt.

Læs mere om kompetenceområderne i faget idræt