Lyngbjerggårdskolens historie

Lyngbjerggårdskolen blev oprettet i august 1992 som følge af at den kommunale skole i Godthåb skulle lukkes og byens børn overføres til den nærmeste folkeskole Højvangskolen. Der havde altid været skole i Godthåb for elever op til og med 7. klasse. Derfor blev der stærkt kæmpet mod byrådets beslutning, men den stod ikke til at ændre. En meget aktiv forældregruppe blev hurtigt enige om, at de ville kæmpe for at få oprettet en friskole i byen. Da man ikke kunne købe den gamle skole, blev der lavet et stort stykke arbejde for at indsamle en startkapital, så der kunne købes grund og derefter bygges en helt ny skole. Man købte en mark, der havde tilhørt gården Lyngbjerggård og derfor kom skolen til at hedde Lyngbjerggårdskolen.

 
 
Skolen blev bygget af lokale håndværksmestre samt af skolens forældre, som klarede alt malerarbejdet, satte lofter og lamper op, opsatte inventar og ordnede alt arbejdet udendørs med beplantning og flisebelægning. Skolen blev bygget på 3 måneder - travlheden var meget stor. Der startede 67 elever og 6 ansatte. 

Det gik rigtig godt og snart var skolen for lille. Derfor blev der bygget til i 1995 (ca. 120 m2), i 1998 (800 m2) og igen i 2006 (250 m2). I løbet af få år steg elevtallet meget hurtigt. Der skulle bruges meget energi på at tage imod de mange nye familier og ansatte. I 2009/10 har skolen 185 elever og 26 ansatte.

Pædagogisk voksede skolen også. Vi har nu en tydelig profil, hvor de seks værdier som skolen bygger på er høj faglighed, kreativitet, ansvarlighed, fællesskab, samarbejde og glæde. Disse værdier kaldes i daglidagen de seks fede og er klare pejlemærker i hverdagen. Skolen er altså ikke længere "kun" en erstatning for byens folkeskole, men en skole med sin egen tydelige profil. Lyngbjerggårdskolens grundlag bygger derfor på et veldefineret værdigrundlag, som ikke er specifikt politisk eller religiøst. Skolen ligger centralt placeret i den smukke Godthåb by. Sø og å ligger centralt i byen, sammen med det gamle hammerværk. Omegnen byder på skov og hede.

Byen har også købmand, forsamlingshus, bogbus og et rigt foreningsliv.

Skolen er beliggende tæt ved busstoppested med hyppige afgange til og fra Aalborg.
Vi har til huse i helt nye bygninger indeholdende blandt andet 11 klasselokaler, 5 faglokaler, store fællesrum, en administrationsbygning.
Der er et stort grønt udendørsareal med legepladser, multibane og boldbane.

Lyngbjerggårdskolen har elever fra børnehaveklasse til 9. klasse, og vi er ca. 185 elever og 16 lærere.

Vores klassekvotient er på max. 20 elever.

Skolens fritidsordning hedder "Lyngtotten". Her optages børn fra bh.kl. - 3.kl. Hertil er knyttet 6 voksne. Der er pladsgaranti for børn på Lyngbjerggårdskolen.