Anbefaling for køb af IT-udstyr til skolebrug

Følgende anbefalinger er lavet i forhold til de aktuelle undervisningskrav samt ud fra de programmer og muligheder, der er tilgængelige for skolen netop nu. Da området er i stor udvikling vil vores anbefalinger naturligvis forandre sig med tiden, hvormed nedenstående løbende tilrettes og justeres.

 

Anbefaling for køb af it-udstyr til brug i 0.-4.kl.

Til det daglige skolearbejde fra 0.-4. kl. er det ikke et krav, at eleverne medbringer sit eget IT-værktøj. Skolen har klassesæt af både computere og tablets, som lærerne kan booke til undervisningen.

Da IT anvendes rigtig meget i undervisningen, kan det dog være en fordel for eleven at medbringe sit eget IT-værktøj. Dette så man opnår en god fortrolighed med værktøjet, samt oparbejder nogle gode rutiner, til hjælp for det daglige skolearbejde.

Vil man gerne lave et IT-køb til sit barn, anbefaler skolen en Chromebook (kun op til 4.kl.) eller en tablet fx en iPad. 

Der er mange tablets på markedet, men skolen anbefaler Apples iPad, idet maskinen er meget stabil og stærk. Maskinen har desuden meget lang batteritid, hvilket er en stor fordel, og så tilbyder Apple et væld af gode Apps (programmer), som er yderst anvendelige i undervisningsøjemed.

Skolen anbefaler en iPad, der har 10” skærm. De mindre iPads er IKKE gode til skolebrug. Vores anbefaling af iPads skal også ses i det lys, at alle skolens undervisere selv har en iPad og derfor kender maskinen.

Til elever med læseproblemer anbefaler skolen ligeledes iPads, idet der hertil er lavet meget brugervenlige hjælpeprogrammer.

 

Anbefaling for køb af IT-udstyr til brug i 4.-9.kl.

Fra starten af 4.kl. skal alle skolens elever medbringe deres egen pc til dagens undervisning.

Kravet til den bærbare skole-pc er ikke stort. Den skal blot have kraft til at kunne afvikle almindelige programmer på fornuftig vis, herunder de helt basale kontorprogrammer samt geometriprogrammer. Det vigtigste i forhold til skolebrug er, at maskinen er driftssikker, handy at transportere og evt. har en god batteritid. Det sidste er dog ikke et krav, idet skolen har klargjort sine lokaler med ekstra stikmuligheder.

Det kan være dyrt at købe for billigt, og dumt at købe meget dyrt.  Skolen har selv gode erfaringer med køb brugt udstyr og det er langt vigtigere at have en stærk basismaskine end en smart maskine, der ”blinker blåt” og har store højttalere mv.:-)

Er man i tvivl om hvad man skal købe, er man altid velkommen til at kontakte skolen viceleder.